Naturens svar på fløjlstæppet gør Portlandmosen ekstra blød

Grønne mosser har gode vilkår for at vokse i de fugtige skove med birketræer og bævreasp i den vestlige del af Lille Vildmose. Et besøg i mossernes lave land er et kig ind i en fløjlsblød verden, hvor det er godt at have blik for mikroorganismer.   

Af Jan Skriver

Fantasien er på fri fod, når man færdes i den sydlige halvdel af Portlandmosen, hvor mosserne breder sig i takt med høj vandstand, øget fugtighed og mere dødt ved.

Pludselig dukker et mosbegroet væsen op på skovbunden. Det kan ligne et foster af et krondyr, eller er det måske en for tidligt født elgkalv i et grønt ligklæde?

Forklaringen på det grønne væsen er nu ganske jordnær. Der er tale om et stykke træ, der er blevet dækket af det fineste, fløjlsbløde mos, som har gode voksevilkår i en tid med rigelig nedbør og milde vintre.

Tag en spadseretur på plankestien fra P-pladsen ved den vestlige færist på Vildmosevej og ind gennem birkeskoven i Portlandmosens sydlige udkant mod Kællingbjerg Klint.

Da vil man flere steder kunne opleve et tæppeland af grønne mosser.

”Der findes mange arter af mosser, og flere af dem er så bittesmå, at de kan være vanskelige at sætte præcis artsnavn på, før man får dem under en lup. De atlantiske mosser, som kræver meget nedbør, har gode vilkår i disse år. Det har vidt udbredte arter som almindelig cypresmos, almindelig kortkapsel og almindelig kløvtand også, som kan ses i Portlandmosen”, siger Rasmus Fuglsang Frederiksen, der er biolog i Mariagerfjord Kommune.

”Visse arter af mosser kan leve på tørre voksesteder som for eksempel sten, mure eller større træstammer, men mange trives bedst i et fugtigt miljø i lavt terræn. Mosser er generelt følsomme over for udtørring, da deres bladflade kun består af et cellelag. En høj fugtighed som i Lille Vildmose giver grobund for mange mosser. Flere arter er knyttet til højmoser og birkeskove, og i Portlandmosen, hvor et stigende antal birketræer i disse år mister rodfæstet og vælter, fordi vandstanden er blevet højere, er der udsigt til øget variation i artsrigdommen.  En åben birkeskov, hvor lys, fugtighed, mørke og tør bund veksler mellem hinanden øger udbuddet af levesteder og dermed arter”, siger Rasmus Fuglsang Frederiksen.

De fleste mosser er nøjsomme og vokser kun langsomt. Når der er for mange næringsstoffer i jorden, har mosserne svært ved at klare sig i konkurrence med den øvrige plantevækst, der gror hen over mosserne og tager lyset.

Mosserne nedstammer fra grønalger, som voksede i havet for mere end 450 millioner år siden. De var blandt de første planter, som tilpassede sig et liv på landjorden.

I modsætning til frøplanter, der formerer sig ved hjælp af blomster, frugter og frø, formerer mosserne sig ved hjælp af sporer.

Der er også det særlige med mosserne, at de ikke har rødder. De kan ikke ved hjælp af rødder optage vand og mineraler fra jorden. De optager derfor vand og næring så at sige gennem huden, altså via hele deres overflade.

At mosser ofte vokser i store puder eller tæppeflader skyldes den kendsgerning, at kollektivisme er et fornuftigt middel mod udtørring. Det kan godt være, at mosser er rodløse, men sammenholdet er i orden.