Tørre græsfenner med husdyr skal sendes retur til våd højmose

-

Bid for bid er det øverste lag af græs og jord gravet af dele af fenne nummer 60 vest for Grønvej i Mellemområdet i Lille Vildmose. Gravearbejdet skal bane en vej for den oprindelige højmosenatur, der engang blev drænet og forvandlet til græsarealer for kreaturer og heste.

Af Jan Skriver

De seneste par måneder er der skrællet knap en halv meter overjord af to hektar af fenne 60, den sydligste af græsfennerne vest for Grønvej.

Gravearbejdet, der vil blive afsluttet i september, er et af mange vidnesbyrd om en ny epoke i den fredede Lille Vildmose, hvor først dræningen og spagnumproduktionen hørte op, mens udfasningen af græsfenner med kreaturer og heste på kost nu er indledt.

”I mere end 50 år har husdyr i sommerhalvåret græsset i Lille Vildmose. Med graveprojektet på de to hektar af græsfennerne vest for Grønvej vil vi undersøge, om det er muligt at kickstarte en proces, hvor græsarealer sendes retur til deres oprindelige højmosenatur. Det er en meget langvarig  proces, der er sat i gang med afskrælningen af det øverste jordlag. Hvor vidt flere af de cirka 100 hektar med græsfenner vest for Grønvej skal konverteres til højmose, er en beslutning, som Aalborg Kommune, der er plejemyndighed i Lille Vildmose, og Lille Vildmose Naturfond, der ejer området, må træffe på baggrund af de erfaringer vi høster”, siger biolog Peter Hahn fra Naturstyrelsen Himmerland, der er projektleder i gravearbejdet, som udføres af Pindstrup Mosebrug.

Aage V. Jensen Naturfond og EU’s såkaldte Interreg CANAPÈ-projekt støtter økonomisk bestræbelserne på at føre græsarealer tilbage til en tilstand, hvor der kan dannes ny højmose i Mellemområdet.

Interreg CANAPÈ står for ”Creating A New Approach to Peatland Ecosystems”, hvor fagfolk fra Danmark, England, Holland, Belgien og Tyskland udveksler erfaringer, når det handler om at genoprette moser og foretage klimatilpasninger på drænede lavbundsarealer.

Der er mange ukendte faktorer i spil, når man vil skabe grundlag for udvikling af en næringsfattig højmose, hvor der i løbet af godt et halvt århundrede er drænet og skabt et jordlag bevokset med græs.

Efter at de øverste næringsrige jordlag er gravet væk på to hektar af græsfennerne, skal der i løbet af efteråret ledes vand fra grøften nord for området ind på det mørkebrune afgravede felt.

I samme våde moment skal der spredes friske sphagnummosser ud, som er hentet i udkanten af Paraplymosen nordvest for det fredede område.

I Paraplymosen kan man finde donormateriale, der består af rene sphagnummosser fri for den uønskede græsart blåtop. Herefter er det håbet, at mosserne vil gro og sørge for at sætte kursen mod en svuppende og træløs højmose i en måske århundredlang proces.

I takt med retablering af større og større højmosearealer og færre græsgange til husdyr, er det planen, at de vilde bestande af krondyr og elge tager over som Mellemområdets største planteædere. Om et årti eller to vil kreaturernes tid formentlig være omme i den fredede Lille Vildmose.

Flere artikler