For godt 150 år siden vendte Europas højeste fugl, tranen, ryggen til Danmark. Den opgav at yngle hos os på grund af forstyrrelser og efterstræbelse. I dag er tiden en anden for de store vingefang, og tranen har genoptaget sin dans og trompeteren i en grad, der har overhalet selv den vildeste fantasi. Den danske ynglebestand nærmer sig 1.000 par. 8 af dem yngler i Lille Vildmose

Tranefamilie med deres kanelbrune unge. Foto: Jan Skriver

Af Jan Skriver

Mens jeg skriver disse linjer, kan jeg fra mit åbne kontorvindue på Birkesøvej høre en trane trompetere i Lille Vildmose vest for Vildmosecentret.

Den går sikkert og passer på sin store kanelbrune unge, der endnu ikke har lært flyvningens kunst.

Og i morges fløj en flok på mindst 50 traner over mit hus for at nå ud til morgenmenuen på marker i udkanten af Mellemområdet.

Der er traner her og der og alle vegne i Lille Vildmose og rigtig mange andre steder i Danmark, hvor arten for et halvt århundrede siden hørte til de mest sjældne ynglefugle.

Traner og grågæs samles til kollektiv overnatning. Foto Jan Skriver

De senere år har udviklingen været til at knibe sig selv i armen over, for tranebestanden har kurs mod 1.000 ynglepar.

”For halvtreds år siden ynglede kun tre par traner i Danmark, nemlig i Hanstholm Vildtreservat, på Råbjerg Hede syd for Skagen og i Lille Vildmose. Da jeg var inde i Tofte Skov for første gang i 1968, oplevede jeg at se to halvstore unger i mosen lige nedenfor Tofte Bakke. Parret ynglede ifølge Peter Knudsen, der var skytte i skoven dengang, ude i Gåselunerne mod nord i Tofte Mose. I slutningen af 1970’erne forsvandt yngleparret, men tranen genindvandrede i Vildmosen i 1990’erne”, fortæller tidligere naturvejleder Thorkild Lund, der har overvåget fuglelivet i Lille Vildmose i fem årtier.

Og derfra gik det bare fremad med raske traneskridt, og i dag skønnes den danske bestand af Europas højeste fugl at kunne nå op i nærheden af 1.000 ynglepar i løbet af de næste år.

De store vingefang suser igen

Tranepar trompeterer i marts, Langelinje, foto Jan Skriver

Tranens genopstandelse som vidt udbredt dansk ynglefugl er en af de senere årtiers mest spektakulære naturbegivenheder på linje med ulvens genindvandring og havørnens og kongeørnens fremgang i vores tæt befolkede og bebyggede kulturlandskab.

På et Danmarkskort kan man finde mindst 59 stednavne, hvori ”trane” indgår. For eksempel Tranekær og Tranemose. Det vidner om tranens vide udbredelse i tidligere tiders Danmark.

I dag vil man med rette kunne døbe tranenavnet ind i endnu flere danske lokaliteter i takt med artens himmelflugt.

”Hvert år i april foretager biologen Stephan Skaarup på vegne af Aarhus Universitet en optælling af tranepar i Lille Vildmose. Ikke alle, der danner par, yngler, men de fleste gør. I år er der otte par traner i Lille Vildmose, hvoraf de fem har ynglet i Mellemområdet, mens der er to par i Tofte Skov og Mose og et par i Høstemark Skov ved Bredsig i nordenden af skoven”, oplyser Thorkild Lund.

Et par af tranerne har været yderst samarbejdsvillige overfor publikum i bil på Grønvej eller Toftesøvej, hvor de har vist deres respektive unger frem.

Engang blev tranen betragtet som en ekstremt sky fugl, der udelukkende hørte øde områder til. De senere år har den vist, at skyhed ikke er en naturlov, men opstår af nødvendighed. Hvis man behandler tranen med respekt, kvitterer den med trompetfanfarer, dans og et indblik i dens familieliv.

Da danskerne fik trane til middag

Tranen var udryddet i Danmark i næsten 100 år. Formentlig var det ureguleret jagt og udbredte forstyrrelser i yngleområderne, der fordrev den. I 1800-tallet blev traner skudt og spist, ligesom det skete med for eksempel grågæs og knopsvaner, der blev næsten udryddet som danske ynglefugle i løbet af få årtier fra midten af 1800-tallet.

Det danske landskab var dengang så hårdt udnyttet, at den sky trane havde svært ved at finde fred og ro til sin rede. Der var færdsel af folk overalt på landet. Græssende husdyr skabte åbne landskaber uden ly for tranen til at skjule sin rede. At næsten alle mennesker på landet på den tid fik haglbøsser gjorde livet ekstra svært for mange større fugle, der blev skudt ud af Danmark.

De seneste årtier har natursynet ændret sig radikalt, så vi nu også tolererer de store rovfugle, ja, selv rovdyr som ulven bliver der værnet om. I kraft af EU er der kommet internationale regler, der bedre end tidligere beskytter de sårbare storfugle og deres levesteder. Tranen har nydt godt af, at jagt er blevet forbudt i fuglens spanske vinterkvarterer. Desuden er trækket mellem sommer og vinter blev mere sikkert, fordi en perlerække af tranevenlige reservater har bidraget til at øge overlevelsen.

Traneafgang ved Birkesø tidligt forår, foto Jan Skriver

Tranen lukrerer på landets levninger

Klimaændringer med mildere vintre har dog fået flere og flere skandinaviske traner til at droppe deres træk mod vinterkvarterer i sydvest. Ved at springe over trækket befinder fuglene sig tættere på ynglepladserne, når foråret kommer. Derfor er de et skridt foran trækfuglene og klar til at etablere sig, straks foråret blæser milde vinde over landet.

I det danske landskab har udviklingen i landbruget på flere måder været en fordel for tranen. Affolkningen i mange landområder har givet tranen flere rolige og tilgroede skjulesteder, hvor den kan bygge rede. Fuglens føde er også blevet rigeligere, fordi industrilandbruget i stor stil dyrker foderafgrøder som majs og korn, hvorpå tranen æder levningerne efter høsten. I Lille Vildmose er det hvert vinterhalvår tydeligt, at den også tager for sig af kartoffelretterne i udkanten af Mellemområdet.

Traner på stub. Foto Jan Skriver

Også en trane kan have brug for ferie

De senere år er et voksende antal traner set oversomre i Lille Vildmose i større eller mindre flokke.

Denne sommer er flere end et halvt hundrede sommertraner på kost og logi i Danmarks største fredede landområde, hvor de ofte overnatter vest for den centrale del af Grønvej eller måske i Birkesø.

Hvor kommer disse ferierende traner så fra? Thorkild Lund giver et bud:

”Da fænomenet blev opdaget, troede jeg, at de oversomrende fugle var overvejende yngre lokale fugle, som endnu ikke var parate til at yngle. I august 2014 observerede jeg en trane med farveringe, der gav nye oplysninger. Det viste sig, at tranen var ringmærket i Mecklenburg-Vorpommern i den østlige del af Nordtyskland 24. august 2013. Præcis et år senere opholdt den sig så i Lille Vildmose ved Dokkedal, hvor jeg så den, og hvor den blev fotograferet. Den havde i mellemtiden holdt vinter i Ekstremadura i Spanien viste aflæsninger af ringene fra det spanske”, fortæller Thorkild Lund.

Tysk ringmærket trane på besøg i Lille Vildmose. Foto: Dorte og Flemming Sørensen

Summasummarum: sommerens traner i Lille Vildmose kan sagtens stamme fra ynglebestande syd for Danmark.

Derimod taler sandsynligheden for, at de meget store antal traner på op imod 200 fugle, der ses i Lille Vildmose i begyndelsen af efteråret, er fugle nordfra, der er på sydgående træk.

FAKTA OM TRANEN:

Overalt i Europa er tranen i fremgang.
I Tyskland beskytter man målrettet bestanden af traner, der tæller et par tusinde ynglepar.
I år 2000 fik Frankrig sit første par ynglende traner i 100 år.
Også Holland og England er blevet tranelande.
Verdens samlede bestand af traner skønnes at være på rundt regnet 400.000 fugle.
Godt halvdelen af tranerne benytter sig af den vesteuropæiske trækrute til vinterkvarterer i Frankrig og Spanien.
Traner, der yngler i Finland og østpå, holder vinter i Nordafrika og Etiopien.
Med sine 120 centimeter er tranen den højeste fugl i Europa.
Tidligere var tranen i Jylland næsten udelukkende knyttet til magre, sandede vestjyske lokaliteter.
De senere år har den også etableret sig på fede jorder øst for Den jyske Højderyg.
Tranen yngler nu også i Østjylland, på Fyn, Sjælland og Sydhavsøerne.
De største bestande findes dog fortsat i Thy, Han Herred og på Skagens Odde. Den tætteste danske bestand findes på Bornholm.