Birk, pil og hedelyng udgør hovedføden for verdens største hjorteart, elgen, i Mellemområdet i Lille Vildmose. Det har indsamling og miljø-DNA-analyser af de store drøvtyggeres efterladenskaber vist. Der er dog forskel på sommerens og vinterens menu, og den store elgtyr er tilsyneladende mere til lyng end til pil
Af Jan Skriver
For cirka ti år siden blev en halv snes elge indført fra Sverige til Lille Vildmose, hvor dyrene skulle æde, gumle og drøvtygge i højmosenaturens tjeneste.
Nu er der kommet beviser på, at de store pattedyr med deres appetit, højde og drøjde i høj grad bidrager til at holde den fredede natur lysåben og sammen med krondyr er med til at bane vejen for bevarelsen af højmosen på bekostning af krat og skov.
I 2025 blev der indsamlet i alt 88 prøver af elgenes ekskrementer, og ved hjælp af såkaldt eDNA-analyser, også kaldet miljø-DNA-analyser, blev der efterfølgende sat navne på de fødeemner, som elgene havde ædt.

Tyr med smag for hedelyng
”Størstedelen af elgenes diæt i Lille Vildmose består af birk, pil og hedelyng. Om sommeren er elgenes føde mere varieret, end den er i vinterhalvåret. I sommerperioden æder de for eksempel dunhammer og tagrør, hvad de ikke gør om vinteren. Det viste sig også, at tyren hovedsageligt åd hedelyng og birk, mens pil udgjorde en mindre relativ procentdel”, siger dyrlæge Trine Hammer Jensen, Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab, Aarhus Universitet.
Forskningen i elgenes føde er udført sammen med Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet i samarbejde med Aalborg Kommune, der er plejemyndighed for Mellemområdet, hvor elgene lever, og Aage V. Jensen Naturfond, som ejer størsteparten af Lille Vildmose.

Kratryddere på kost i højmosen
Ved hjælp af drone med varmesøgende kamera var det muligt at finde elgenes friske ekskrementer i Mellemområdet, så de kunne samles ind, mens de var intakte og derpå analyseres i laboratoriet.
Revling og fladbælg, der er urter i ærteblomstfamilien, var også på elgenes menukort, men forskningen har indtil nu slået fast, at elgene primært lever op til deres ry ved at æde pil og birk.
”Netop pil og birk har en tendens til at brede sig i højmosen, så de på længere sigt kan skygge mosens lyskrævende planter ihjel. Derfor kan vi nu bekræfte at elgene fungerer som de målrettede ’kratryddere’, der var hele formålet med at indføre dem i Lille Vildmose. Særligt i vinterhalvåret æder elgene kviste og bark og bidrager på den måde med at forebygge, at højmosen springer i tætte krat og skov”, siger Trine Hammer Jensen.

Nordens giraf i Nordjylland
Bestanden af elge i Lille Vildmose er i efteråret 2026 vurderet til mindst 23 individer, oplyser Niels Nørgaard Nielsen, der er landinspektør i Aalborg Kommune, som står for tilsynet med elgene.
”Vegetationen har udviklet sig rigtig meget siden Mellemområdet begyndte at blive naturgenoprettet efter dræning og spagnumproduktion, og elgenes tilstedeværelse er helt tydelig på især træer og buske, hvor man kan se, at elgene æder kviste, blade, knopper og bark i højden”, siger Niels Nørgaard Nielsen.
Med andre ord lever elgen i Lille Vildmose fint op til betegnelsen ’Nordens giraf’, fordi den er den af hjortearterne, der kan strække sig længst efter føde. Rådyret nipper af urter og lav vegetation nederst i gulvhøjde så at sige, mens krondyret ofte æder fra vegetationens mellemste hylde, og elgen kan nå føde i to-tre meters højde.

Bestanden vokser kun langsomt
Man kan støde på elge over det meste af Mellemområdet, men der er visse kerneområder, hvor dyrene ofte færdes.
”Høstemark Fenner nord for Hegnsvej er elgenes foretrukne terræn. Her er der ro for biler, og området er svært tilgængeligt for publikum til fods. Langs med områdets P-pladser er der også ofte elge at se, når de æder pil eller birk”, siger Niels Nørgaard Nielsen.
Tidligere har forskere vurderet, at der i Mellemområdet er føde nok til en bestand på 50-70 elge, men bestanden i Lille Vildmose ser ud til at være stagneret på omkring 20-25 dyr.
”Elge er generelt meget påvirkelige overfor stress, og der er måske nogle aspekter i områdets beskaffenhed eller i samspillet mellem elge og krondyr eller elge og publikum, som gør, at bestanden ikke vokser så meget som forudset”, siger Niels Nørgaard Nielsen, der hilser analyserne af elgenes føde velkommen.
Jo klogere vi er på elgen, desto bedre vilkår kan man give dyrene i Lille Vildmose.

Forhistorien:
- I november 2015 ankom de første fem unge elge fra to elgparker i Sverige.
- Dyrene kom i et halvt år til at leve i et tilvænningshegn, inden de i forsommeren 2016 blev sat ud i det 2.100 hektar store Mellemområdet i Lille Vildmose.
- I januar 2017 blev der hentet yderligere fem unge dyr i tre svenske elgparker.
- Efter en periode med tilvænning kom også de ud i Mellemområdet i maj 2017.
- Udsætningen af elge i Lille Vildmose sker i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Aage V. Jensen Naturfond.
Elgen i Danmark:
- De tidligste vidnesbyrd om elge i Danmark stammer fra for cirka 12.000 år siden.
- Hjortene vandrede ind i det nye land i takt med at buske og træer voksede op.
- Elgen uddøde dog i Danmark for cirka 5.000 år siden i Yngre Stenalder.
- Den forsvandt fra Danmark før bjørnen, vildhesten og bæveren uddøde.
- I teorien vil elgen naturligt kunne indvandre til Danmark fra Sverige.
- I perioden fra 1933 til 1986 er der mindst ti dokumenterede eksempler på svenske elge, der er svømmet over den smalle del af Øresund, og er blevet en del af den nordsjællandske natur.
- I 1999-2000 opholdt en svensk elg sig 10 måneder på Sjælland.
- Siden sommeren 2026 har en ung elg levet i Nordsjælland, og er i september set mod vest nær Hundested.
- Sverige har en bestand af elge på rundt regnet 300.000 dyr.

Elgen i tal:
- En europæisk elgtyr kan måle to meter over skulderen og veje 500 kilo.
- En nordamerikansk elgtyr kan veje op imod 700 kilo og have en skulderhøjde på 2,30 meter.
- En voksen elg skal have 10-15 kilo planteføde om dagen.
- I Vildmosens natur er elgen i brunst i september og et stykke ind i oktober.
- Efter en drægtighedsperiode på cirka 235 dage føder elgkoen i maj-juni en eller to kalve.
- Unge elgkøer får i reglen kun en kalv, mens de erfarne ofte får tvillinger eller i sjældne tilfælde trillinger.
